Kvædehavtornsyltetøj

En af efterårets store begivenheder er kogning af kvædesyltetøj. Dels er frugterne ubeskriveligt smukke i form og farve, men de bibringer også hele huset en forunderlig krydret, mystisk aromatisk duft.
Når jeg beskriver frugten så lyrisk, taler vi naturligvis om pærekvæder. Disse herlige frugter har imidlertid en kedelig skavank, ligesom aldrende pærer, at der sætter sig forkalkninger i frugtkøddet. Det ses tydeligt, hvis man halverer frugten. En bræmme af konkrementer er samlet rundt om kærnehuset. Disse konkrementer skal bortskæres, og det gør man bedst ved at skære frugten i kvarter, og så fjerne kærnehus og konkrementer i et snit. Hvis ikke man iagttager denne procedure, vil kvædepureen blive ubehagelig grynet og bestemt ikke al dente. Men inden man når så vidt, skal frugten skrubbes og befries for den fine hinde af dun, der sidder uden på den smukke voksagtige hud.
Er man ikke selv den lykkelige ejer af et pærekvædetræ, og det er virkelig et træ på størrelse med et mindre æbletræ, må man jo gå tiggergang hos naboen. Alternativet er at anvende æblekvæder, der ikke vokser på træer med på lave buske, ofte i prydhaver eller offentlige parker. Frugterne er meget mindre end pærekvæderne, frugtpureen er meget syrligere og mere abrikosfarvet. De kræver altså meget mere sukker. Til gengæld er disse frugter ikke tilbøjelige til at få konkrementer, det betyder, at man ikke behøver at fjerne kærnehuset, kog blot hele herligheden. Der er nemlig det forunderlige ved disse frugter, der er så hårde, at man virkelig skal lægge kræfter i, når de parteres med husets bedste og største kokkekniv, at når de koges, går alting pludselig i opløsning, den tykke voksagtige hud, kød og skillevægge.
Anvender man æblekvæder skal man så lige passere pureen gennem en hulsi eller et dørslag for at få de i øvrigt meget smukke brune kærner siet fra.