Mine første multimedierelaterede oplevelser omkring kogekunst fik jeg med Conrad og Axel i TV-køkkenet. Det var solid kogekunst, der blev garneret med rigeligt smør.
Siden kom kokken, forfatteren, restauratøren Claus Meyer til at stå bag gryderne med sine elegante kulinariske kreationer med hang til det franske køkken. Nu lidt mere politisk korrekt, idet budskabet fortsat lød, at det er smørret, der gør`et, blot skal vi spise lidt mindre af de gode varer efter devisen ”Det er ikke det, du spiser mellem jul og nytår, der feder, men det du spiser mellem nytår og jul”.
Claus Meyer er interessant. Ikke fordi han har produceret flere smukke kogebøger, men fordi han har fulgt en trend inden for genren, hvor formidlingen af kogekunst gerne skal parres med autencitet og historien bag råvaren, gerne på åstedet. Derfor er vi blevet ført rundt i fædrelandet og i hele Norden, da nordisk mad blev moderne. Vi har været vidne til diverse vindomsuste eksperimenter med campinggassen lystigt hvæsende i klitter, på havnemoler, blandt isbjerge og snedækkede bjergtoppe. Jo længere tid der går, des mere lutres tankerne og ideerne om nordisk mad for at kulminere med Noma-konceptet.
Vi går i ”hell’s kitchen” med Retzepi og oplever, at mad ikke kun er noget, man indtager for artens overlevelse, men en æstetisk, sanselig nydelse i en syntese af form og farve, smag og duft.
Knap så sofistikeret er den engelske Jaimi Oliver, der ved sin debut som kogemester vandt alles hjerter, i hvert fald mine børns, med sin ungdommelige charme, sin hurtigsnakken og ditto kokkerering. Han lærte os, at hurtig mad ikke nødvendigvis er junk, og også han faldt for konceptet omkring mad on location. Vi har fulgt ham i tykt og tyndt i Italien, Mellemøsten og tværs over det amerikanske kontinent.
Men Jaimi Oliver lader det ikke blive ved dette. Nu lanceres madprogrammer med social dimension, og vi ser Jaimi i en ny rolle som sundhedsformidler, hvor han paradoksalt nok går i kamp mod fast food, eller som han kalder det junk food. Vi ser ham indædt kæmpe mod forkælede, kræsne engelske skolebørns dårlige spisevaner, og lige så fanatiske økonomaers dårlige køkkenvaner. Opildnet af sin succes på hjemmefronten, kaster han sig derefter over amerikanerne og kæmper for samme mål mod en flegmatisk og arrogant befolkning, som er ved at begå hara kiri med kniv og gaffel.
Social dimension i køkkenet har også hans seneste projekt. Med samme begejstring som dirigenten Frans Rasmussen kastede sig over beboerne i Mjølnerparken, lader han en flok unge mennesker fra tilværelsens skyggeside, med adfærdsmæssige forstyrrelser, misbrug og kriminalitet afreagere på en gourmetmenu til en forsamling af samfundsnotabiliteter. De unge affinder sig med deres skæbne og accepterer, dog ikke uden protester, den benhårde køkkendisciplin og præsterer med ført hånd saftige bøffer til tiden og får stivet selvværdet af i chokolademoussen.
Emma Gad, vi gider ikke. Camilla Plum har i allerhøjeste grad gidet siden. Det er blevet til en række TV-udsendelser og bøger om stort set alt, hvad der har med kogekunst at gøre. Man fornemmer mere kogekonen end køkkenchefen. Hun er en multikunstner, der mestrer alt fra bagning til rustik madlavning og det etniske køkken, og fra køkkenhave til blomsterdekoration.
Vi bliver ved mor i køkkenet, eller rettere i pagt med tidens mode, i friluftkøkkenet, hvor Anne Hjernø i frilandshaven flankeret af sin trofaste handyman Jørgen producerer en række programmer om alternativ, fodformet, fortrinsvis økologisk mad over bål. Det grønne islæt er måske grunden til, at serien døbes Annemad. Siden får Annemaden som så mange andre rejsefeber, og scenen skifter fra frilandshave eksperimentet på Djursland til sofistikerede køkkentaghaver i New York.
Handyman Jørgen skifter den islandske sweater ud med camouflagetøj og bøsse, og springer ud i en mandschauvinistisk serie med den flatterende titel ” Nak og æd”. Så kan det nok være, at der er dømt machohørm med bøsser, jægerromantik, jagtfilosofi, bål og brænderøg, som skylles ned med diverse shots velvilligt flankeret af kokken Nikolaj Kirk.
Der er et kvantespring til brødrene Prices elegante, vittige og selvironiske krumspring med køkkenteknologi i Rolls Royce klassen. Her på akademiet har brødrenes udsendelser kultstatus. De er højt skattede og rangerer på linie med 90 års fødselsdagen og Nissebanden i Grønland.
Dette causeri skal ikke opfattes som en komplet registrering af samtlige TV-madprogrammer, så stor er min appetit ikke. Jeg opfatter de nævnte personer og programmer som stilikoner, vel vidende at der kunne nævnes mange andre, som stort set kopierer af de forskellige koncepter.
Et kapitel helt for sig er kogebøgerne. Jeg finder det paradoksalt i en tid, hvor man taler om, at den trykte bog er i krise, at der da er så stort et udbud af kogebøger på boghandlernes hylder. Der er jo ikke en køkkenchef med respekt for sig selv, uden han eller hun skal begå en kogebog. Ofte er det pragtværker på tykt glittet papir med et væld af illustrationer, der mere får disse værker til at ligne kunstbøger til salonen end praktiske opslagsværker til køkkenbrug.
Blandt sådanne værker kan nævnes bogen om Noma, bogen om køkkenet i Henne, Arne Fusagers bøger om kokkeskolen i Provence, Mad med Meyer, Bo Jacobsens bog om Restaurationen, Victor Waldenstrøms suveræne køkken og Per Morbergs bog om teater, skuespil og madlavning.
Når alt dette er sagt, rejser spørgsmålet sig, hvorfor så Mad på akademiet? Svaret er ganske enkelt. På utallige opfordringer fra min hustru og mine børn. Førstnævnte med den begrundelse, at jeg, med mit udtalte shoppinggen, var for dyr at have løbende rundt som pensionist uden at have et konkret mål, sidstnævnte med den begrundelse, at der var nogle kulinariske oplevelser, som de nødigt så gå i graven med mig.
Det blev til Mad på Akademiet, fordi vores daværende domicil var Frisbæk gamle skole, i populær tale kaldet Frisbæk Akademi. Ting har det imidlertid med at udvikle sig, heldigvis, og lige så stille har kogebogen ændret karakter fra at være retrospektiv til at blive prospektiv. Dette, sammenholdt med, at vi har skiftet den gamle skoles stenmure ud med et herligt falurødt torp i det smukke Dalsland i Sverige, gør, at vi nu finder, at tiden er inde til en navneforandring, og eftersom torpet hedder Nybygget, er det altså blevet til Nybyggermad, og Mad på Nybygget.
