Salat Nicoise på en anderledes måde

Resumé

Udbytte
Portioner
Forberedelsestid
Tilberedelsestid
Tid i alt

Beskrivelse

Vi kender vel alle salat Nicoise, næsten til hudløshed. En skål grøn salat, forårsløg, tun, tomater, æggebåde og oliven, og hvis det går hårdt til fint
skårne sardeller, olie og balsamicomarinade
.Essensen af Middelhavet, dernede i hjørnet, hvor det er fransk med et strejf af italiensk køkken, kan man opnå med følgende nytænkte salat, hvor kaninfoderet er skiftet ud med en kold kartoffelsalat og dåsetunen med sardiner i olie. Ideen med kartoflerne er at få en mere substantiel salat som bæredygtigt underlag for sardinerne i olie. Med en grøn salat ville det nemt blive noget smat.

Ingredienser

1 ds
Sardiner i olie (Typisk 3 sardiner i een dåse 140 gram)
2  
Kartofler
1⁄2  
Rødløg (Skåret i strimler på langs)
1⁄2  
Courgette (Salatagurkestørrelse)
6  
Oliven

Vejledning

2 kartofler, gerne rødskallede, koges og skæres i tykke skiver. Endnu lune får de et skvæt olivenolie og citronsaft.
Courgetten skæres på langs i kvarter, så er det nemt at befri dem for den bløde kærnefulde marv. Herefter skæres den yderligere i stænger på langs, sauteres på panden i olivenolie til de begynder at få lidt farve, men stadig har sprød struktur. Også de får lidt citronsaft og salt og peber fra kværn.
Herefter arrangeres kartoffelskiverne i et lille fad, garneres med courgettestængerne, oliven og det frisksnittede rødløg. Oven på det hele lægges forsigtigt sardinerne. Hele installationen overhældes med olien fra fisken. Kværnet peber og gerne groft plukkede blade af basilikum.

Noter

Hvis man som jeg er sardinoman, kan man nemt klare en dåse sardiner selv, men jeg vedgår, at denne ret er temmelig fisket i smagen, så nogle ville måske betakke sig og nøjes med een lille fisk. Retten kan i øvrigt raffineres med et drys fint snittede sardeller i olie og kapers, men så er man også afficionado. Kapers kan være meget gode i denne ret på grund af saltindholdet, da retten jo indeholder en del olie.