Pickles, picalilly eller sursød sennepspickles

Resumé

Udbytte
Portioner
Forberedelsestid
Tilberedelsestid
Tid i alt

Beskrivelse

Au recherche du temp perdu, på sporet af en svunden tid. Sommetider kan man få en brændende trang til at genopleve en smag fra barndommen, dette gælder i mit tilfælde
min moders sursøde sennepspickles. Min moder sprang aldrig over, hvor gærdet var lavest. Pickles blev lavet fra bunden, helt fra bunden, og det startede med at koge saltlage,
og salte grøntsagerne, og endte med at koge og jævne eddikelagen, så hele huset var forpestet af eddikedampe, som rev på en underlig måde i næsen.
Slutresultatet var en række henkogningsglas indeholdende den forjættede spise, der ud over at være en fryd for smagsløgene også var en fryd for øjet med sine stærke gule, orange, røde, hvide og grønne farver.
I min version koger jeg nogle af grøntsagerne i let syrnet saltvand, men saltagurker, cornichoner, syltet rød peber og perleløg snyder jeg og tager fra købte glas.

Ingredienser

1250 g
Grøntsager
1  
Glas sukker
1  
Glas Æblecidervinaigre
1⁄2  
Glas Vand
100 g
Hvedemel
35 g
Tørsennep
2 tsk
Karry
1⁄2 tsk
Cayennepeber
2 spsk
Gurkemeje
2 dl
Æblecidervinaigre
4 tsk
Atamon
1 tsk
Rosa peber

Vejledning

Grønsagsblandingen i min pickles består af blomkål, bønner, rød peberfrugt, perleløg, syltede saltagurker, syltede cornichoner og gulerødder.
Blomkålen deles i små buketter 1x1 cm., bønnerne skæres i 2 cm stykker, gulerødderne skæres i 1x1x2 cm stave. Disse grøntsager koges i let syrnet saltvand til de
er al dente. Pas på, de har forskellig kogetid.
Saltagurker og cornichoner skæres i passende stykker og drypper af sammen med peberfrugten og perleløgene.

Nu tilberedes eddikelagen . Et stort drikkeglas fyldes med sukker, der fyldes op med æblecidervinaigre til sukkeret er dækket af vinaigren, blandingen opvarmes til sukkeret er opløst, der tilsættes yderligere et halvt
glas vand og et nip salt, hvorpå samtlige grøntsager gives et let opkog i lagen.

Jævningen røres af 100 gram hvedemel, 35 gram sennepspulver, 2 teskefuld karry, 0,5 teskefuld cayennepeber, 2 spiseskefuld gurkemeje, 1 teskefuld stødt rosa peber, 2 dl. vinaigre
og 4 teskefuld Atamon.

Nu møder eddikelagen jævningen, og der koges indtil blandingen tykner, forsigtig omrøring og svag varme. På grund af sukkeret brænder den let på.
Til slut hældes pickles på atamonskyllede glas.

Noter

Opbevares pickles køligt og mørkt holder den sig nemt 4-6 måneder. Går man både med livrem og seler, kan man da godt opbevare den i køleskabet.