Omelet med kantareller, selleri og æbler.

Resumé

Udbytte
Portioner
Forberedelsestid
Tilberedelsestid
Tid i alt

Beskrivelse

Da frøken Jensen havde friaften, skulle vi have noget let. Det blev en herlig omelet med en pikant blanding af kantareller, selleri og karamelliserede æbletern. Pikant, fordi råstegte selleri og kantareller klæder hinanden, og samtidig en fin balance med let saltede og sukrede æbletern, der karamelliserer og giver smagsnoter af mormorkøkkenet.

Ingredienser

150 g
Kantareller
1  
Cox orange æble
4  
Selleri skiver
6  
Æg
1⁄2 dl
Piskefløde

Vejledning

Selleriskiverne strimles og skæres i tern, 0.5 cm store. Samme procedure for æblet, bevar skallen. Herefter sauteres selleriternene, der skal have længst tid, pas på at de kun tager svag farve.
Så tilsættes æbleternene som får et drys salt og sukker, således at de karamelliseres. Pas på, at de ikke branker på grund af sukkeret, Til sidst tilsættes kantarellerne. Spæd eventuelt til med lidt ekstra smør.
Smag herefter på sauteen, giver den mindelser om mormorkøkkenet er alt i orden, ellers juster med salt og sukker.

Æg og fløde piskes sammen, salt og peber fra kværn.Herefter steges omeletten på den ene side, løftes ud på tallerken, vendes over på en anden tallerken, løftes tilbage på panden og steges færdig.
Derpå løftes omeletten ud på serveringsfad, halvdelen dækkes af fyldet, hvorpå omeletten foldes sammen, som en halv fuldmåne.
Virtuosen vender naturligvis omeletten med palet, jeg vil ikke råde nogen til at forsøge sig med vending i luften, en tyk og sprød omelet har altså en anden aerodynamik end en pandekage.

Noter

Tag endelig ikke fejl,denne omelet er ingen let sag. Den mætter godt, og maven får nemt nok, før smagsløgene gør det, men det er en spændende kombination med selleri og svampe, og smagen bindes godt sammen af æblerne, der giver mindelser om mormorkøkkenet. Til denne omelet gives varmrøget landskinke, i papirtynde skiver.
Giv et frisk syrligt glas sauvignon blanc hertil.