Geddeboller

Resumé

Udbytte
Portioner
Forberedelsestid
Tilberedelsestid
Tid i alt

Beskrivelse

Når vinden blæser fra vest og bringer en svalende kølig brise til en doven hederamt pinsedag, når søen ligger spejlblank og reflekterer en orangerød solnedgang, da bider gedderne som bare pokker, og så er det tid at lave geddeboller.

Ingredienser

1 kg
Geddefileter
1  
Løg (I små tern)
1  
Fennikel (Knold i små tern )
1 dl
Noilly Prat
1 dl
Sherry (Fino)
3 spsk
Hvedemel
2  
Æg
   
Citron (Saften )
   
Muskatnød (revet)

Vejledning

Man tager 1 kg. fileteret geddekød, hakker det 2 gange og lader det stå og hvile.
Så snittes et stort løg og en fennikel i små tern, som blancheres i olie til løgene er klare uden at brunes. Derefter tilsættes panden en god stor sjat fino sherry, og grøntsagerne sauterer, indtil sherryen er inddampet, herefter samme procedure med Noilly prat. Slutteligen hældes sauteen op i en røreskål og blendes til en pure, som smages til med peber og salt. Fiskefarsen tilsættes, og hele herligheden får en tur med stavblenderen, men ikke for længe, farsen skal stadig have struktur, ikke blive som babymad eller spartelmasse. Nu skal farsen røres med ske, og der tilsættes 3 spiseskefuld mel og 2 hele æg. Fløde og Noilly prat tilsættes efter smag, og efter hvor meget farsen kan bære eller opsuge. Så mangler der bare saften af én halv citron og en halv revet muskatnød. Yderligere justering med salt og peberkværn, og så er bollerne klar til at blive kuglet op i hånden med en stor spiseske og kogt i en gryde letsaltet vand.